Med udgangspunkt i en arabisk kærlighedslegende om manden Qeis’ dybe kærlighed til pigen Leila reflekterer Hoffmann over kærlighedens væsen og om kærlighedsforståelsen i middelalderens Europa og Mellemøsten. Det sættes i modsætning til det moderne, som han betragter som et forfald.

Som han skriver: “Hvad middelalderen vidste, og hvad vi er ved at glemme: Hvor Gud giver elskov, er den velsignelse. Det eneste, mennesket fik med sig ud af Eden, var ægteskabet. Mands og hustrus samliv er et stykke paradis. Hvor Gud nægter elskov, ligger velsignelsen i at lade den være. Så længe han beholder herredømmet, er én skæbne ikke bedre end den anden. Uden Gud er det ene som det andet forbandelse” (s.49).

Dette essay kan betragtes som vigtige overvejelser i Hoffmanns arbejde med sin korsfarertrilogi.

Peter Nissen

Udgave

1964 trykt i Diakonhøjskolens Julebud (den årlige julebog) – s. 40-50