Den 19. marts 1987 brugte Jørgen Thorgaard en hel udsendelse på et interview med Poul Hoffmann. Titlen på udsendelsen var ”Fra døden til livet”, som passer godt med Poul Hoffmanns forståelse af, hvad der ligger i at tro på Jesus og blive frelst.
Se uddrag fra udsendelsen herunder eller det hele på DRs hjemmeside Bonanza.
Dengang var der tv-anmeldelser i aviserne, og udsendelsen blev omtalt af flere anmeldere, som alle var positive.
En af de meget positive var Ekstra Bladets anmelder Jonna Gade:
”Man skal ikke skue hunden på hårene, siger et gammelt ordsprog, og det måtte jeg sande i den sidste halve tv-time i aftes, hvor Jørgen Thorgaard præsenterede den kristne Poul Hoffmann. Streng og pietistisk så han ud, med tørre læber og slæbende brilleglas, og jeg frygtede et dystert møde med Indre Missions dommedagstrusler og kvælende trang til at gøre alt, hvad der er menneskeligt, syndigt og surt. I stedet oplevede jeg en sjælden og romantisk personlighed …
Det slående ved Poul Hoffmann, som er en velbegavet og anerkendt forfatter, var den klippefaste gudstro, som strømmede fra ham, og som var centreret omkring kærligheden.”
(Ekstra Bladet 20. marts 1987).
Jørgen Thorgaard skrev en kronik om udsendelsen, og han skrev bl.a.:
”For en gangs skyld har en tv-produktion gjort mig ubetinget glad i alle dens faser. … Det drejer sig om en samtale med forfatteren Poul Hoffmann. …
I forvejen havde jeg mere spredt nippet til den imponerende produktion af essays, prædikensamlinger og først og fremmest romaner. … Nu læste jeg mere og i sammenhæng, og hvad jeg før kun havde anet, stod skærende klart: Vi har i Danmark en sær, anderledes og derfor grotesk overset forfatter i en ganske betydelig litterær/kunstnerisk vægtklasse. …
Det er vigtigt og rigtigt at bruge tv til episk og filmisk komplicerede, tidskrævende og dybdeborende programmer. Men i grunden er det tilstrækkeligt at anbringe vore apparater foran et betydeligt menneske og bede vedkommende berette, hvad der er vigtigt at få sagt. Det gjorde Hoffmann. Om betydningen af at kende hele historien, om tegnene på verdens undergang i vor samtid, om kærligheden og det evige liv, om et kristent menneskes muntre forventning. Folk så på ham – og hørte efter!
Jeg blev meget glad. Poul Hoffmann og jeg deler ikke kirkebænk. Hans teologi og samfundssyn er ret forskellige fra mit ståsted og min udsigt. Men efterhånden som produktionen skred frem, blev det program mere og mere vigtigt. Ingen siger det, han siger. Som en både skånselsløs og kærlig udgave af den gammeltestamentlige profeti. De fleste fortællere i landet taler nogenlunde ens. Han siger det stik modsatte. Alene derfor har vi brug for at høre ham.”
(Århus Stiftstidende 5. april 1987).