Han var provinsstudent; provinsens tankesæt og livsvaner gik ham i blodet fra barndommen og uddybedes gennem aarene, den mellemstore, sjællandske provinsby blev til den grad en del af hans legemlige og aandelige Iiv, at han ikke alene bedømte alt med den som maalestok, men i adskillige tilfælde førtes til ubevidst at betragte afvigelser fra dens daglige leven og virken som fremmedartet og undertiden ligefrem forkert. Da den lange, lyse studentersommers sidste melankolske stærefløjt lød under en tordensvanger Augusthimmel, da det var tid at følge de utalte generationer, der i aarenes Iøb paa godt og ondt var draget mod Frue Plads i København og dens formentlige velsignelser — da stod han med begge ben solidt plantet i Sydsjællands frodige jord og havde hverken haft tid eller lyst til at indstille sig paa at vende blad i sin personlige komedies manuskript. Et langt pift i en togbetjents fløjte betegnede grænsen mellem for- og fremtid. Aftensolens straaler søgte ham forgæves i de gader, hvor han trofast havde færdedes gennem atten aar.

Han skejede ud fra flertallet derved, at hans maal ikke var Frue Plads. For ham stod der om ingeniørens gerning en atmosfære af oplevelser, eventyr og forfinet internationalisme. Han kendte det verdensry, danske ingeniører havde erhvervet, og han havde ved lejlighedsvise besøg i hovedstaden beundrende betragtet Polyteknisk Læreanstalts nve bygningskompleks paa Østervold. Der var ikke noget at være i tvivl om; adgangskvotienten kunde han heldigvis klare, og der hørtes ingen indvendinger fra hans forældre.

Noget boligproblem mødte han ikke. vel som en sjælden undtagelse Han fandt husrum hos en ældre enke efter en rigmand. Hun havde aldrig kendt til økonomiske vanskeligheder og havde liden eller ingen forstand paa penge og penges værdi. Den ublu leje. hun forlangte, fandt hun rimelig, og da hun var flink og godmodig, følte han sig ikke foranlediget til at gøre ophævelser, saa længe budgettet kunde bære det.

– Saaledes var da alt tilrettelagt for 4-5 aars fredelig studentertilværelse i Kongens København, ikke efter de hostrupske mønstre – den livsform uddøde i 1914 – , men saaledes som det normale studenterliv udfoldede sig efter to verdenskrige, efter indførelsen af en samfundsmoral. der bedst karakteriseres som mangel paa moral, i en storby i et sønderlemmet Europa, der aldrig blev træt af at sætte sin lid til morgendagen. Han havde bedre muligheder end de fleste af sine kammerater for at gennemføre, hvad han havde sat sig for. Ogsaa han satte sin lid til morgendagen, og han havde troen paa sig selv.

København mødte ham med silende regn; han gik ad de lange boulevarder, hørte bilerne suge sig over den vaade asfalt og sporvognene gungre i kurverne, saa regntaagen drive i gaderne og mødte mennesker, der talte, ikke fordi de havde noget at sige, men simpelthen for talens egen skyld. – Fra aviserne ved vi, hvordan København virker paa udlændinge; de begejstres og ønsker stedse at vende tilbage; vi har hørt, hvordan den Indfødte Københavner elsker sin by og ikke finder dens lige nogetsteds. Men er der nogensinde nogen, der har fortalt, hvordan den tager sig ud for den, der bliver omplantet hertil, den, der tvinges til at indstille sig paa et mangeaarigt ophold i den? Nej, man hører aldrig noget om reversen af medaljen. De eneste, der kan fortælle derom, dem, det angaar paa liv og død – de siger ikke noget, for de føler det som et personligt nederlag, de er maaske ovenikøbet bange for at blive til grin, de er bange for prædikatet ‘provinsgaas’, eller ‘bondeknold’, og derfor gør de et af to: De slutter temmelig hurtigt op i rækken af dem, der ikke mener at kunne trække vejret, hvor de maa undvære biografernes desillusionerede franske og amerikanske efterkrigsfilms og de tobaksrøgstaagede rastaurationslokalers sumpede atmosfære – eller ogsaa holder de deres mund, prøver at besejre deres naturlige angst for kollektivitetens helvede og faar derved en basilisk i sjælen, arrangerer sig med en uudryddelig utilfreds-hed, der ad aare skaber typen: Den vrantne vicevært.

Heller ikke her skal vi dvæle ved en psykologisk udredning af dette vanskelige spørgsmaal. Det er mere en opgave af social karakter, for der kan næppe rejses berettiget tvivl om, at adskillige unge pigers tragedie – og unge mænds for den sags skyld – finder sin inderste grund og aarsag her. – Lad os i stedet konstatere det faktum, at det gik vor ven studenten ilde. Han følte sig ikke tilfreds i sine nye omgivelser, fik afsmag for alt, baade hellig og søgn, og bragtes paa kort tid til et stadium, hvor han maatte gøre sin stilling op og foretage forandringer, eller ogsaa resignere paa en for unge mennesker højst uheldig maade. Til alt held var han aar i forvejen naaet til erkendelsen af det ulogiske i udtrykket ‘bristede illusioner’. En illusion, der aldrig brister, er vel dybest set ikke nogen illusion. Visheden herom hindrede ham i at føle sig impliceret i en konflikt, naar han fra tid til anden fandt sine antagelser i flagrant modstrid med de faktiske forhold; han registrerede simpelthen noget saadant som et fænomen, og der blev aldrig plads for nogen bitterhed, det faldt ham aldrig ind at rette stemningsbetonet kritik mod de institutioner, der gennem aartiers uforandrede bestaaen tilstrækkelig tydeligt havde bevist deres værd, men som han altsaa ikke kunde – og til sidst heller ikke vilde – finde sig tilrette med.

Et halvt aar stod det paa; saa sagde han Polyteknisk Læreanstalt farvel. Da julesneen dalede hvid og stille ned i den baggaard, han havde saa enestaaende udsigt til fra sit vindue, var han naaet til klarhed over, hvordan sagen maatte gribes an. Han indsendte sin anmodning om immatrikulation ved Københavns universitet og lod sig pr. 1. januar indtegne som studerende ved det juridiske fakultet. Det kunde synes – og det forekom hans omgivelser at være – en mærkelig maade at løse problemerne paa. Ingen forstod det, og ingen vil vel nogensinde lære at forstaa det. Han selv er den eneste, der kan give en folklaring, og spørger man ham om den i dag, slaar han det hele hen med en taabelig latter og drejer i forvirringen samtalen hen paa de ejendommeligste ting.

Han har saa lidt som de fleste noget imod selvransagelse, men han er bange for at virke komisk, hvis det ikke lykkes ham at udrede de myriader af tanker, stemninger og følelser, der laa til grund for hans valg. Ret beset er det vel det ene menneske umuligt tiI fulde at forstaa det andets handlinger, naar disse har et helt liv til forudsætning. – Kun een ting kan man faa ham til at snakke om, den væsentligste grund til, at Frue Plads trods alt blev hans skæbne; han gør det ovenikøbet gerne. Man er altid parat til at meddele, naar man har været heldig at faa fat i et hjørne af sandheden, d. v. s. ens personlige sandhed, som man efter bedste evne kan erkende den.

– Der er et dogme i vor tid, et dogme, født af krig og besættelse, for de fleste mennesker lige saa urørligt som Bibelens dogmer, uimodsagt, i al sin urimelighed anerkendt som den rene sandhed. Det er dogmet om verdens degeneration, troen paa, at vi styrer mod en afgrund, tanken om Ragnaroks snarlige komme. Unge mennesker har faaet en billig undskyldning for deres eskapader; de siger til sig selv: ‘Vi er krigsbørn. De seks aars mørke og rædsler har mærket os for livet. – Og i dag maa vi nyde, hvad maaske i morgen bliver berøvet os for bestandig. Spændingen mellem de store magter hviler bom en skygge over vort sind. Vil man bebrejde os, vi lever hektisk, søger at glemme den usle lod. der er blevet os til del?’ Hvorfor er der ingen, der siger dem imod? Hvorfor faar de lov til at lulle sig ind i disse vrangforestillinger, til gavn for ingen, til skade for de mange. – Er det en massepsykose af verdensomspændende dimensioner, er det muligt at selv de mænd, der har muligheden for at faa ungdommen i tale, ligger under for hysteriet og panikken?

– Vor ven var for ung og for lidt underrettet om strømningerne i sin tid at nære forudfattede meninger om noget som helst. Han saa med egne øjne det liv, der levedes omkring ham; han saa det, som var det første gang. Som den grimme ællings andegaard havde hans verden været begrænset, begrænset til den by, hvor han var født og vokset op, til dens naturskønne omgivelser og det stundom ikke helt virkelighedstro billede af den ydre verden, den lokale avis havde formaaet at give ham. Han var ikke blevet kanøflet som den grimme ælling, han havde ikke ligget i noget svaneæg – og alligevel var der et eller andet, der gradvis arbejdede sig op i ham. Medens byen København gradvis brød hans humor og hans ligevægt itu, saa skabte metropolen København i ham en umaadelig livsappetit, der meget vel trivedes paa trods af genvordighederne. Han saa, og det faldt ham ikke ind at spørge nogen, om han saa rigtigt, at her var noget, der var godt, til alle tider og under alle forhold, her skimtede han, hvad der lignede haven med de dejlige, hvide svaner.

Det er en tro, der ikke senere har forladt ham; det er mere end en tro; det er en vished. Og skønt ællingen aldrig blev andet end andrik, saa var den fra da af dømt til at elske livet som andrik, livet som and mellem svaner, maaske, men lige fuldt livet, i krig og kærlighed, glæde og sorg mere rigt og smukt i dag end nogensinde.

*

Den danske gymnasieskoles fortræffeligheder ufortalt, har den en ulykkelig tendens til at give stoffet et saadant omfang, at det berøves hver Gnist af aand, simpelthen fordi man ikke har tid til at beskæftige sig med det con amore. Ovenikobet var han blandt det første hold studenter fra sin skole og skulde være med at skabe det nystartede gymnasiums anseelse, maatte følgelig i endnu højere grad vie det tørre lærestof sin opmærksomhed og fik som sine kammerater og kolleger en indgroet modvilje mod verdensfjern teoretiseren og aandløst terperi. Hvad han søgte, var derfor først og fremmest et frit studium, der vilde levne sin dyrker tid til at give sig af med, hvad han maatte have af andre interesser; dernæst et studium, hvor man dyrkede teorien som et middel til opnaaelse af praktiske resultater, ikke som et maal i sig selv, i livets tjeneste, og ikke som et kompliceret stykke legetøj til egen adspredelse i et mørkelagt studerekammer; – endelig et studium, der formaaede at bringe ham i kontakt med alt det, han paa saa overraskende maade havde lært at kende og havde fattet en overvældende interesse for: Landets indre styre, storpolitikken, pressen, statens finanser og alle de ting. der døgnet rundt optager den enkelte borger i samfundet, paa hans arbejdsplads og i hans hjem, mellem venner og modstandere. – Del var store krav at stille, javel, men muligheden for at opfylde dem alle paa een gang forelaa; og derfor gik han ind i det frieste og mest praktiske af alle studier, samtidig det eneste, der holder et utal af muligheder aabne for sin dyrker til en alder, hvor han for alvor eri stand til at træffe bestemmelse om sin egen fremtid. Fra mange sidder der rettet kritik mod det juridiske fakultet. Man har kaldt det en losseplads for saadanne, der ikke formaar at hævde sig andre steder. Man har talt om et studium for driverter. Man har vævet om elendig tilrettelæggelse og maskinmæssig produktion af cand.jur’er, laden haant om forelæsninger, mangel paa personlig kontakt med universitetslærerne og overdreven læggen vægt paa manuduktion – Hvordan talen om losseplads og drivertstudium kan opstaa, er en gaade. Den vældige tilgang til studiet i forbindere med det langt mindre behov for færdige jurister bevirker, at dumpeprocenten til 1. del af embedseksamen ikke sjældent ligger over 50. Hverken driverter

eller rene ubetydeligheder klarer den skærsild. Til det øvrige er kun at sige, at kun et forsvindende faatal af dem, det angaar paa første haand, ønsker forandring i noget aom helst studiet vedrørende, saavist ikke fordi de har akklimatiseret sig i en ulidelig slendrian, men simpelt og enkelt i erkendelse af den umaadelige værdi, der ligger i muligheden for at indrette sit studium efter egne forhold og ønsker.

*

Gennem Vinduet kunde han se toppen af et grønt træ hvor et rystende jalousidrama udspilledes. Det var den evige trekant : To Spurvehanner, der med brusende fjer udkæmpede en drabelig kamp om en lille, forsagt hun, der saa til længere inde fra grenen. Han havde ikke fornemmelsen af nogen konflikt mellem spurvenes brusende foraar og den indgaaende beskrivelse af krisen i 30’erne, han netop forsøgte at fordøje. Han havde i et privilegeret øjeblik faaet lov til at se tingene i deres rette sammenhæng, og naar han nu sad i det støvede manuduktionslokale beskæftigede sig med krig og krise, hor og mord og kreditorbesvigelser, saa var det med en lykkelig overbevisning om at være paa bølgelængde med spurvene og foraaret.

København var den samme, og dens træskheder blev ikke mindre, som tiden gik. Men hvad senere mødte ham af genvordigheder, har jeg ingen anledning til at berette om. Der var formodentlig heller Ingen, der gad læse det. Andre menneskers skæbne interesserer os kun i de sjældne tilfælde, hvor de lærer os noget om vor egen, og kun de færreste kan vel lære noget af en almindelig, københavnsk student.

Det er godt saaledes.

Nationaltidende, den 16. september 1950