NÆPPE nogen anden generation har gjort så meget mærkeligt for ungdommen som vor. »Ungdommen« er blevet et tema, der drøftes i samme atmosfære af lummerhed hykleri som atomkrig, sexualliv, sygdom og abstrakt kunst. Hvorledes skal vi sikre os imod, at vore teen-agers kommer til at tale, klæde sig og opføre sig som normale mennesker? Hvorledes skal vi skaffe dem et stedse stigende mål af fritid, og, i logisk fortsættelse heraf, hvad skal vi sætte dem til at bestille i al den fritid? Hvorledes skal vi forhindre, at piger og drenge hæmmes i deres harmoniske vækst og frie livsudfoldelse af forbud og middelalderlig tugt, og, i konsekvens heraf, hvordan skal vi tilvejebringe en undervisning i erotikkens teknik, rutine og kunstgreb, der kan hindre de værste følger af nævnte harmoniske vækst og frie livsudfoldelse – og hvordan skal vi få formuleret en lov om adgang til svangerskabsafbrydelse, der kan anvendes, når det viser sig, at det aldeles ikke går alligevel ? Det hævdes, at man har fået værdifulde impulser til løsning af problemerne ved at studere primitive folkeslags livsvaner. Ifølge pressebulletiner har et højt skattet medlem af den berømte Kon Tikis besætning således slået til lyd for indførelse af polynesierbørnenes sexuallege i Sverige. Må jeg ikke have lov at anbefale forskerne fremtidig at spare tid, penge og besvær ved i stedet at studere livsvaner i abegrotterne i zoologisk have. Der er virkelig værdifulde impulser at hente.

Naturligvis spørger man også om, hvilken litteratur man skal give ungdommen »i hånden«, men oftest på en mærkelig omvendt vis. Den store masse af det, der for nærværende er på markedet, og som for en umiddelbar betragtning synes at passe til den ovenfor skitserede begrebsverden som handsken til hånden og på mange måder befordrer de nævnte formål upåklageligt, er man af en eller anden grund ikke tilfreds med. Man ivrer mod ungdomsbøgernes stereotype clichéverden og tegneseriernes forhærdende, forrående, fordummende, forstemmende storindustri. Man efterlyser en ny Walter Scott, Jules Verne, B. S. Ingemann, kaptajn Marryat, Rudyard Kipling, Rider Haggard og hvad ved jeg. Midt i de nye signaler, midt i al fremskridtets trængsel og alarm, hører vi pædagogernes og opdragernes S. O. S., et stadig intensiveret krav om ungdomslitteratur af den art, der skabtes i sidste århundrede eller endnu før.

Er det muligt, at vi skal tage dette ønske alvorligt? Kan det passe, at man vil forsyne den moderne, frigjorte ungdom, hvis tankebaner og idealer på så mange måder systematisk forkvakles fra grundskolen af det herskende filosofiske kaos, med litteratur, hvor Guds navn nævnes igen og igen? Litteratur med frisk luft og positive tanker og idealer? Litteratur, som kun er tilgængelig for den, der vil gøre et arbejde med den bog, han sidder med, og som ikke kan andet end råbe fra hver linie om urimeligheden og umuligheden i de anskuelser, der fra så mangt et autoritativt hold suggereres ind i ungdommen som selve den frelsende Gnosis?

At ville tvinge en litterær genre frem på trods af den udvikling, man iøvrigt befordrer, er ikke blot en politisk besynderlighed. Det er næppe engang muligt. Men måske er det heller ikke det, man vil, når det kommer til stykket. Måske man i virkeligheden efterlyser en rationaliseret Rider Haggard, en eksistentialistisk Ingemann, en freudiansk Kipling og en kvanteteoretisk Jules Verne. Måske man narrer sig selv til at tro, at man sidder med en længsel efter en komponent fra den forsvundne guldalder, medens man i virkeligheden sidder med en længsel efter, at den tilsvarende komponent i den fagre, nye verden, man har skabt sig, var bare halvt så god.

I så fald kan man spare stemmen. Neorealismens livsindhold – eller mangel på samme – kan ikke sættes i romanform, så unge mennesker gider læse det. Når man har slået Pegasus for panden og byder forfatterne en ko at ride på, bliver resultatet derefter. Ungdommen vil ikke vide af køer. Den har, uforståeligt hvordan, bevaret et ubedrageligt instinkt for ægte og uægte; den verden, den ønsker at møde i en bog, er realiteternes verden, ikke realismens. Kampen, ikke kævleriet. Kærligheden, ikke liderligheden. Moses’ Gud og Jesus’ Gud, ikke en afmytologiseret vatnisse. Helten, ikke et konglomerat af idioti, der skal belyse det forskruede spørgsmål: »Hvad vil det sige at være menneske?«. Ungdommen vil ikke have en kompot af den moderne natpottelyrik, hvis astmatiske originalitet væsentlig består i opdagelsen af nye retter mad at sammenligne aftenhimlen med, tilbørligt kogt af for at passe til unge maver. Den vil have tilværelsens virkelighed, og de nævnte forfattere blev klassikere, fordi de gav den den, og fordi deres samtid ikke fortalte sine unge mennesker, at de var nogle verdensfjerne pjattehoveder, når de læste sligt.

Lad os, for overskuelighedens skyld, holde fast ved eksemplet med helten, den pol, hvorom al klassisk litteratur stedse har drejet sig. Helten lever jo i historien. Hektor og Theseus, Hannibal og Olav Tryggvason. I beretningerne om deres liv, i de sagn og legender, der spandt sig om dem, fandt vi noget i pagt med dybe strømme i os, og der er noget ved dem, man aldrig bliver færdig med, selv efter at drengeårenes rus kun er et vemodigt minde. Tage livet af dem kan man ikke. De er en af de realiteter, realismen ikke kan nivellere. Man kan kun forvise dem til steder, hvor talentløsheden og middelmådigheden råder, og så iøvrigt tage skade for hjemgæld. Fornægt helten, hvor han møder dig i historien, og du får tegneseriens stupide fantasifigurer i stedet. Gør Menelaos til hanrej og Paris til erotoman, og du tvinger mennesker til at søge erstatning for den side af livet, du berøver dem, i armene på supermand og fantomet. Det er ikke tegneseriens skyld. Det er den nivellerende, reflektionslammede åndsaristokrats.

Gå til Bibelen og find den sande realisme, der formår at holde sig så fjernt fra fabler og legender, som østen er fra vesten, men som alligevel – eller måske netop derfor har en plads til helten, genkender ham, hvor han træder frem i historien, og skildrer ham, så vi end ikke finder det magen til hos Homer eller i sagaen. Og hvilket materiale har skriften ikke at arbejde med! Det er tvivlsomt, om noget af de folk, der kan komme i betragtning – det vi stort set sige dem, der i tid ligger forud for krudtets opfindelse, det første symptom på alderdomssvækkelse, der viste sig hos denne verden – kan opvise større helteskikkelser end det udvalgte folk. Hvad har solen dog ikke set, når den brændte over den hellige stad og Judæas afsvedne høje, over Ægyptens paladser og Babylons floder. Hvad kunne stenene ikke fortælle på Jisreels brede, blodvædede slette. Moses, der talte Farao midt imod; Joab, måske den største kriger, der har levet; Peter, der trodsede Sanhedrin; Middelhavets tungt rullende bølger kunne måske glemme achaiernes skibe på vej til Troja, Theseus’ sejlads fra Kreta og Pompejus’ kamp mod de kilikiske sørøvere, men aldrig den ensomme Paulus fra Tarsos, der i lange år drog vidt og bredt omkring i verden i en frygtelig kamp mod det romerske verdensriges kompakte hedenskab, der havde skabt et inferno af vankundighed og perversitet, vi skal helt frem til vore dage for at finde magen til.

Der er et håb her, også for ungdomslitteraturen. Hvis pædagogerne vil give ungdommen Bibelen i den ene hånd i stedet for »arternes oprindelse«, tror jeg, forfatterne kan finde noget at give den i den anden. Bibelen er en uudtømmelig kraftkilde, der kun venter på at blive tappet. Det er en lykkelig omstændighed for vor generations forfattere af ungdomsbøger, at skriftens helte, dens hektiske begivenheder og farvestrålende interiør, dens mystik og uforlignelige dramatik ligger praktisk talt urørt til denne dag. Jeg ved vel, at man fra visse sider nærer en ligefrem skræk for ikke i tilstrækkeligt omfang at få reduceret særlig det Nye Testamentes enestående personligheder, en skræk for, at der skal gå noget fra Gud, hvis man taler for meget om, at Paulus var et geni. Mon ikke Jahve kan tåle det? Mon ikke Jesu herlighed først derved anes, at det just var de ypperste blandt os, der gav deres liv for ham og ikke var værdige til at løse hans skorem? Vi skal vogte os for i kristen forklædning at konvergere mod det hedensk-humanistiske principløshedens nulpunkt, hvor vi, al den stund vi ikke vil være hedninger, ikke kan håbe på andet end det hinduistiske religionens højdepunkt, der, som Søren Holm siger, samtidig er religionens død: Den mystiske forening med guddommen.

Til efteråret udkommer herhjemme det Nye Testamente i tegneserier, en bog, der i andre lande er trykt i kæmpeoplag, og som naturligvis er blevet tilbørligt forkætret af sådanne, der ikke mener, at evangeliet bør nedværdige sig til at tale tidens sprog, benytte tidens udtryksformer og risikere at falde i snak med de åndeligt uformuende. Men hvorfor blive stående herved? Hvorfor ikke i et kristent land tage bestik af den bibelske romans og den bibelske films højkonjunktur og bringe skriftens idealer sammen med skriftens liv og virkelighed ind i ungdomsbøgerne i det hele taget?

Jeg tror, det kommer ganske af sig selv, hvis pædagogerne vil give forfatterne en håndsrækning som den, de selv forventer. Jeg tror, at den megen klages tid ville være omme, hvis det skete.

Kronik i Kristeligt Dagblad, den 20. april, 1955