PRÆDIKEN (12. søndag efter Trinitatis, Markus 7, 31-37) Det er ikke altid nemt at holde salontonen, når det drejer sig om kærligheden. En ældgammel babylonisk myte fortæller, at dengang Gud dannede mennesket af markens ler, lod han sig halshugge og blandede sit eget blod i leret. En rå og frastødende tanke? Ja, indtil man opdager, […]
PRÆDIKEN (8. søndag efter Trinitatis, Matt. 7, 15-21) Der er en anden af de metoder til at skelne mellem sande og falske profeter, som anvises i Bibelen, der kan vække en vis undren, nemlig den, som Moses gav Israel: “Hvis en profet taler i Herrens navn, og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, […]
PRÆDIKEN (4. søndag efter Trinitatis, Luk. 6, 36-42) En læge fortalte mig engang, at det i psykiatrien har vist sig, at der på bunden af en neurose næsten altid ligger et eller andet, som patienten ikke har kunnet tilgive en eller anden. Det skal nok passe. Det er nok derfor, alle mennesker snart er neurotiske. […]
PRÆDIKEN (Trinitatis søndag, Johs. 3, 1-15) Mon ikke mange, der læser denne tekst, får en følelse af næsten fysisk at mærke en sagte luftning af nattevinden der, hvor Jesus og Nikodemus sidder i rembrandt’sk clair-obscur ved en olielampe, mens tyste møl flagrer på grænsen mellem lys og mørke? Eller er det Åndens stille susen? Vinden, der […]
PRÆDIKEN (4. søndag efter påske, Joh. 16, 5-15) Når Jesus havde prøvet at forklare sine disciple, at han skulle korsfæstes og dø og opstå fra de døde, “fattede de intet deraf, det var dunkel tale for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt”, som Lukas skriver. Nu, på tærskelen til de altomvæltende påskedage, […]
PRÆDIKEN (Påskedag, Mark. 16, 1-8) Meget er der grundet over, hvorfor Markus øjensynligt i første omgang sluttede sit evangelium med denne korte beretning om den tomme grav. Hvorfor fortalte han oprindelig ikke noget om alle de opsigtsvækkende møder med Jesus i de fyrre dage mellem opstandelsen og himmelfarten, som de andre evangelister gør så meget […]
PRÆDIKEN (3. søndag i fasten, Lukas 11, 14-28) Der var engang en præst i Tyskland, som hed Johann Christoph Blumhardt. Hans tid var nogenlunde den samme som Grundtvigs, og hans kirkehistoriske betydning i det tysksprogede område blev ikke mindre end Grundtvigs i Danmark. Det hang sammen med, at Jesus i hans sogn uddrev dæmoner ved […]
PRÆDIKEN (Seksagesima, Markus 4, 1-20) Lignelsen om sædemanden, er i det mindste ved første blik, en af de mest umiddelbart tilgængelige. Jesu egen udlægning af den for disciplene er klar og for så vidt udtømmende. Og dens aktualitet i den pulveriserende nutid er nærmest skrækindjagende. Hvad der forekommer ubegribeligt i teksten – og måske derfor hyppigt […]
PRÆDIKEN (Sidste søndag efter Helligtrekonger, Matt. 17, 1-9) Den “lysende sky” er et af de karakteristiske naturfænomener, der regelmæssigt forekommer, hvor den himmelske og den jordiske verden berører hinanden. Det var den, der optrådte mere permanent i forbindelse med Pagtens Ark, hvor Moses talte “ansigt til ansigt” med Gud. Jævnlig har mennesker, der gennem tiderne […]
PRÆDIKEN (1. søndag efter helligtrekonger, Lukas 2, 41-52) Hvad var det, Maria og Josef ikke forstod? Havde de ikke begge fået klar besked om Jesu sønneforhold til Gud allerede før hans fødsel? Det var næppe blot det, at de – dér blandt de lyttende lovlærde – blev desorienterede, fordi hans ord om at “være i […]