Nardusmysteriet – Den virkelige Maria Magdalene

Bogen er skrevet i forlængelse af den store opmærksomhed Dan Browns bestseller Da Vinci Mysteriet fik, med dens teori om at Maria Magdalene endte som Jesu hustru. Imod Browns kristendomskritiske tænkning vil Hoffmann trænge dybere ind i Maria Magdalene som bibelsk person. 

Til det inddrager Hoffmann både Marthas søster Maria (Joh 11-12), kvinden i farisæerenes hus (Luk 7,36-49) og kvinden grebet i ægteskabsbrud (Joh 8,1-11) som fortællinger knyttet til Maria Magdalene. Det betragter han som en forudsætning for at der kan tegnes et sandt billede af hende. 

Hoffmann arbejder med fortællingerne som et puslespil, hvor brikker sættes sammen til et større hele. Det er en metode han også benytter i forbindelse med juleberetningerne i Juleevangeliet – digt eller åbenbaring, og påskeberetningerne i Opstandelsen og livet. Det tjener det højere formål at gøre evangelierne troværdige og sammenhængende som opposition til de toneangivende strømninger indenfor bibelforskningen. Han genfortæller historien om Maria i farisæerens hus på en måde, som kunne udvikle sig til en ny roman.   

Udgave

2008 Credo