I 2. Samuelsbogs 20. kapitel findes beretningen om benjaminiten Sjebas oprør mod kong David; det fortælles, hvorledes David sendte sin nye hærfører, Amasa, imod ham, men Amasa var for langsom i vendingen, og situationen blev kritisk. Så sendte kongen Zerujas søn Abisaj af sted med kærnetropperne, og hans broder, den afsatte hærfører Joab, fulgte med ham, dræbte Amasa, tog egenmægtigt kommandoen over Davids krigere tilbage og knuste oprøret. I en kommentar til disse begivenheder hedder det i Dansk Bibelværk for Menigheden I, pag. 580:
“Atter viser Joab sig som blodhunden, der ingen rænker skyer for at komme sine uvenner til livs.
Der er for os at se kun een god egenskab hos Joab: hans ubrydelige troskab mod David og hans sag. Nu tænker han kun på hævn over Amasa, der har fået hans plads hos David.”
Citatet er karakteristisk for den opfattelse af personen Joab, man oftest møder i litteraturen og i det hele taget, hvor disse emner diskuteres. Det synes, som om der herved begås en uretfærdighed mod en mand, som ikke blot David og Israel, men også kristenheden sandsynligvis skylder mere, end man har gjort sig klart. Det skitserede syn på Joab er i hvert fald ikke bibelens. Det er, som om man i senere tider har villet se en modpol til David i hans hærfører, en slags mørk baggrund, som det sagnomstrålede forbillede for Messiaskongen kunne lyse på, men de bibelske forfattere synes ikke på noget punkt at have opfattet forholdet således. Bibelen, der ellers ikke undlader at påpege, når en mand gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, udtaler ingen dadel over Zerujas søn. Det er kun David, der gør det, og selv hans befaling på dødslejet til Salomon om at dræbe Joab er gengivet lidenskabsløst og uden kommentarer.
Hvad var der sket, hvis Joab havde handlet anderledes i dette specielle tilfælde med Amasa? Sige det med sikkerhed kan man naturligvis ikke, men at dømme ud fra teksten var der al mulig sandsynlighed for, at resultatet var blevet kong Davids fald og nordstammernes hegemoni i Israel med alt, hvad deraf fulgte. Oprørerne havde tillidsfuldt rustet sig til at møde nøleren Amasa. Det må have været en uhyggelig oplevelse for dem, da de pludselig i stedet stod ansigt til ansigt med den mand, der i årenes løb havde besejret hvert eneste af de hedningefolk, som efter Sauls fald truede Israel fra alle verdenshjørner. Det kan ikke undre, at man huggede hovedet af Sjeba og kastede det for Joabs fødder uden at forsøge at gøre modstand. “Perspektivet i det, Joab den dag udrettede, kan man ane, når man holder sig for øje, at det i kommende århundreder var Juda, Sydriget, der var den sande Jahvetros faste borg, ikke mindst i kraft af det davidiske kongehus’ indflydelse, og at det var judæerne, der dannede grundstammen i det jødefolk, Jesus tilhørte, medens Nordrigets stammer gik til grunde. At Joab skulle have tilstræbt personlig hævn ved at myrde sin fætter Amasa, følger ikke med nødvendighed af bibelens ord; det har under alle omstændigheder kun været et bimotiv. Råbet, der lyder ved den store sten i Gibeon, er; “Enhver, der bryder sig om Joab og holder med David, følge efter Joab!” Den udvidelse, man med størst logisk ret kan foretage her, synes at være: “David ved p. t. ikke, hvad der tjener hans og Israels vel, men det skal jeg, Joab, tage mig af!” Der var mange, der brød sig om Joab, for hele hæren fulgte ham, da den ulykkelige Amasas lig var blevet fjernet.
Iøvrigt er det nyttigt at erindre sig, at Joab umiddelbart far episoden med Amaga havde slået Absaloms oprør ned, og at Amasa var Absaloms hærfører. Også fra denne fare var det Zerujas søn og ingen anden, der frelste kong David, og når han stik imod kongens ordre dræbte Absalom, synes den eneste forklaring at være den, at han også her så klarere end sin herre og var opmærksom på, at hans trone ikke var sikker, så længe Absalom var i live. Om et personligt mellemværende kan der ikke have været tale, eftersom Absaloms tilbagekomst fra Gesjur, da han var flygtet efter drabet på sin broder, udelukkende fandt sted på Joabs initiativ. Det var Absaloms ulykke, at han ikke formåede at lodde dybderne i hærføre-ren, der før havde gjort ham en tjeneste, men som vendte sig imod ham i hele sin kraft, da han mente, at kongens ældste søn havde mistet evnen til at være hyrde for Israel og alligevel truede med at sætte sig på dets trone. Så sælsomt var trådene blevet speget, at Joab for Israels skyld måtte dræbe sin konges kæreste søn og samme dag tale hårde ord til ham med Absaloms blod på sine hænder.
Man kan spørge sig selv, hvem der i denne bevægede periode af konge-dømmets historie var den virkelige magthaver i Israel, og hvem der har den egentlige ære for, at stormen blev redet af og grunden lagt til Salomons fredsherredømme. Så meget er i hvert fald sikkert, at Joab på afgørende måde satte sit præg på Israels historie og dermed på verdenshistorien, og at han formentlig flere gange har reddet riget fra undergang ved at trodse kongen og ordne alt på sin egen måde. Hvorledes det ville have set ud med Davids eftermæle, hvis han ikke havde haft Zerujas søn ved sin side, da det vege og verdensfjerne i hans karakter med tiden blev dominerende, må der sikkert sættes spørgsmålstegn ved.
En nær litterær parallel til bibelens Joab-skikkelse er skildringen af Skarphedin i Njals saga — som der iøvrigt er iøjnefaldende paralleller mellem sagalitteraturen og bibelens historiske bøger, både i emnevalg og stil. Skarphedin er, som Joab, en vild og rå kriger, hvis grunde til at dræbe sine modstandere ofte er langt mere dunkle eller odiøse end den israelitiske hærførers. Alligevel falder det i almindelighed ikke kommentatorerne ind at karakterisere Skarphedin som en blodhund, der ingen rænker skyer for at komme sine uvenner til livs. Oftest opfattes han, i bedste overensstemmelse med forfatterens mening, simpelthen som helten, som den selvrådige og ustyrlige kraftnatur, man må akceptere med en kold — men egentlig ikke ubehagelig — kriblen i rygraden. At man ikke vil gøre Joab samme indrømmelse, er så meget mere mærkeligt, som hans liv og handlinger på ingen måde var præget af samme golde formålsløshed som Skarphedins, men tværtimod stedse stod i de højeste og mest vitale formåls tjeneste.
I virkeligheden er der betydeligt mere end “én god egenskab hos Joab”. Han skænkede gaver til templet, som endnu fandtes deri i sene tider (l. Krøn. 26,28). I den hårde kamp mod ammoniternes og aramæernes forenede styrker, hvor Israel som altid vandt sejren ved Joabs hånd, overgav han sin broder Abisaj, der unægtelig i adskillige situationer synes at have været ham en nok så kraftig støtte som David, en del af hæren med de ord: “Tag mod til dig og lad os tappert værge vort folk og vor Guds byer — så får Herrengøre, hvad ham tykkes godt.” For den opmærksomme bibellæser vil det være klart, at der var en, der herskede over Joab, én, hvis herredømme og ledelse giver nøglen til hans gådefulde færden: ikke hans konge, David, men hans Gud, Jahve. I hvert fald i ét tilfælde har vi et udtrykkeligt udsagn om, at han tilsidesatte kongens bud for at lyde Jahves, nemlig den gang David var på nippet til at sætte sin lid til Israels hærskarer og ikke til Herrens. Han bød Joab tælle folket, men hærføreren adlød kun under protest, og “Levi og Benjamin stamme havde han ikke talt med, thi kongens ord var Joab en gru” (l. Krøn. 21,6). Således taler bibelen ikke om en blodhund, hvis eneste gode egen skab er hans troskab mod David, men snarere om en af Jahvetroens søjler.
Er der intet grundlag for at stille Joab op som Davids modstykke, så kan man til gengæld finde talrige lighedspunkter i deres væsen. Begge var mænd, der havde “udgydt meget blod”; begge forenede en forbilledlig gudsfrygt med et sind, der gang på gang drev dem til at begå overgreb og brud på den guddommelige lov, de i virkeligheden elskede, som da de i bedste forståelse med hinanden gennemførte Batsebas ran og Urias’ drab. Det er muligt, at hele vort almindelige syn på forholdet mellem de to trænger til en grundig revision, til at blive baseret på bibelens ord og ikke på Davids. Hvis vi kan gør os fri fra vor trang til at samstemme i kongens subjektive domme over hærføreren, vil vi se et forhold så fængslende, ejendommeligt. og paradoksalt, at vi ikke har noget magen til hverken i eller uden for bibelen. Hele deres liv igennem kæmpede de skulder ved skulder, og det kom aldrig dertil, at deres veje skiltes. Det var David selv, der oprindelig satte Joab på den højeste post i riget næst kongens, og man får et tydeligt indtryk af, at hans tanker beskæftigede sig mere med ham end med nogen anden blandt de mange fremragende mænd, han omgav sig med. Gang på gang stødte de sammen, som stål støder mod sten, men det er, som om de ikke kunne slide eller rive sig løs fra hinanden. Mange af Davids bitre, ligefrem hadefulde ord mod Joab har bibelen bevaret for os. “Hvad har jeg med jer at gøre, Zerujasønner!” (2. Sam. 16,10). “Hvad er der mig og eder imellem, Zerujasønner, at I vil være mine modstandere i dag?” (2. Sam. 19,22). Tydeligst kommer det vel frem ved Joabs og Abisajs blodhævnsdrab på hærføreren Abner, der havde fældet deres broder Asa’el: “Jeg og mit rige er til evig tid uden skyld for Herren i Abners, Ners søns. blod! Det komme over Joabs hoved og over hele hans fædrenehus; og Joabs hus være aldrig frit for folket, som lider af flåd eller spedalskhed, går med krykke eller falder for sværdet eller mangler brød!” (2. Sam. 3,28—29). “Jeg er endnu for svag, skønt jeg er salvet til konge, og disse mænd, Zeruja-sønnerne er mig for stærke. Herren gengælde udådsmanden hans skændselsdåd.” (2. Sam. 3, 39).
Men der er en anden tone i Davids raseri. Hadet flammer desto stærkere, når man tvinges til at rette det mod den, man helst af alle så som sin ven. Man tænker blot på scenen med den kloge kvinde fra Tekoa, hvor det første, der falder David ind, da han øjner en mulighed for at få sin søn Absalom hjem med æren i behold, er. at “Joab har en finger med i alt dette”. Og hærføreren kaster sig til jorden for ham, takker ham og velsigner ham, som om han, Joab, havde fået en begunstigelse. Så stor var Zerujas søn, at han ville redde Davids stolthed samtidig med, at han opfyldte hans inderste ønske — og David vidste det. Hvad andet end drabet på Abner kan kongen også have haft i tankerne, da han skrev i den 55. salme.
“Det var ikke en fjende, som hånede mig — det kunne bæres; min uven ydmygede mig ej — ham kunne jeg undgå; men du, en mand af min stand, en ven og fortrolig, og det skønt vi delte samværets sødme, vandrede endrægtelig i Guds hus …
På venner lagde han hånd og brød sin pagt. Glattere end smør er hans mund, men hjertet vil krig, blødere end olie hans ord, skønt dragne sværd… Og du, o Gud, nedstyrt dem i gravens dyb! Ej skal blodbestænkte, svigefulde mænd nå hælvten af deres dage..” Man kan måske spørge, om David helt forstod, hvorfor han gav ordre til at dræbe Joab. Kan de grunde, han gav, mere have været anledningen end årsagen? Hvad end meningen har været med at lade disse to mænd fødes på samme tid, i samme land og endog i samme slægt, så lægger den indre sammenhæng i deres livshistorie det nær at tro, at de i virkeligheden var knyttet til hinanden på en måde, vi ikke helt forstår, så ingen af dem kunne klare sig uden den anden, hverken blandt levende eller døde. Da nu David ikke kunne eller skulle leve mere, var der kun én mulighed: han måtte lade Joab dræbe, af den ene eller den anden grund, hentet langt tilbage i tiden, og Joab, den vældigste kriger i Israel, lod sig modstandsløst hugge ned ved Herrens alter. Kongens time var kommet, og hærføreren, der forgæves havde bekæmpet Sa-omons valg til konge og dermed den udvikling, der førte til rigets deling og afgudsdyrkelsens overhåndtagen, havde intet at skaffe i den nye tid.
Joab var en mur af jern om det folk og den konge, Herren fandt værdig til at bringe stafetten ned gennem tiderne til julenat. Det kan være, at Jerusalems glimtende spydsodder og buldrende malm bringer os lidt langt fra Bethlehems krybbe. Det kan være, det kniber os at få overblik over kristendommens spændvidde, at vi er tilbøjelige til at glemme, at der var dage, hvor Herren brølede fra Zion. Men om Joabs metoder var mere eller mindre efter vor vatterede tidsalders smag, betyder så lidt. De uhyggelige kampe, indre og ydre, hvori den israelitiske nation blev skabt, hører med i det billede, bibelen giver os af verdensløbet, som det har formet sig i disse kampens årtusinder. Det er kun vor skyldighed at hædre mindet om den Guds mand, der ene var situationen voksen i en stor og skæbnetung tid.
(Publiceret i Kristeligt Dagblad)