1. Den sande kærlighed
Sand kærlighed (ikke at forveksle med meget andet, der i nutiden kaldes kærlighed) som Skaberens eget væsen manifesteret i skaberværket, stærkest i den ægte kærlighed mellem mand og kvinde.
“Kærlighed er, hvad alt i sidste instans drejer sig om, også i det, jeg skriver. Gud er kærlighed, siger Johannes, og han skabte mennesket i sit billede, som kærlighedsvæsen. Hvis der er steder i Bibelen, man ikke forstår, skal man lige vejen rundt om kærligheden. Kærlighed og liv – det er den samme ting, ligesom synd og død er den samme ting. Kærlighed er livets vej, og det gælder kærligheden i alle dens dimensioner. At opdele kærligheden i eros og agape, som det ofte gøres – det er simpelt hen noget vrøvl. Ordet eros forekommer overhovedet ikke i Bibelen. Kærlighed er én ting, den kærlighed, som er Guds væsen og som er livet selv. Den menneskelige kærlighed er forurenet fra syndefaldet, ja, men forurenet vand er også vand.
At få den bibelske sandhed om kærligheden frem ligger mig på sinde i stort og småt, også når det gælder kærligheden mellem mand og kvinde, som ikke er noget andet end en gnist af Guds kærligheds bål. I teologien stilles det undertiden op, som om menneskelig kærlighed næsten er det modsatte af Guds kærlighed, og så er den rivegal. Det, som er modsat Guds kærlighed, er Djævelens antikærlighed, og mange gange har man faktisk i kirkehistorien opfattet kærligheden mellem mand og kvinde nærmest som noget djævelsk. Djævelen selv var klar over, at det var dér, han skulle forkvakle begreberne. I det omfang, det lykkes ham, er der ingen ende på de ulykker, der sker.” (Poul Hoffmann)
2. Bibelens fulde troværdighed
Bibelen som fuldt troværdig sandhed, også historisk.
“- Jeg betegner stadig gerne mig selv som fundamentalist – bibelfundamentalist, altså, hvilket er det modsatte af koranfundamentalist og darwinisme-fundamentalist og alt andet, der bygger på falske fundamenter. Men jeg kan da godt se, at hvis glosen kommer til at stå i vejen for sagen, er det tid at opgive den. Foreløbig finder jeg, at der er en meget nyttig provokation i at kalde sig fundamentalist – så er en frugtbar ballade i gang med det samme. Og det er altså mit livs erfaring, at det, der står i Bibelen, er sandt, også når det gælder det historiske og naturhistoriske. Bibelen er et stående under – Guds ord.” (Poul Hoffmann)
3. Skabelsen
Universet som skabt af Gud og ikke udviklet (forkastelse og bekæmpelse af udviklingslæren).
“Det er jo en af hovedslagmarkerne, når det gælder bibelsyn. Djævelens strategi er at begynde dér, at slå fødderne væk under Bibelen, det, som alt andet står på, så ryger resten af sig selv. Sæt darwinismen i stedet for skabelsesberetningen, så sker afkristningen automatisk. Man kan tegne to kurver, afkristningens og darwinismens fremmarch – de er 100 % parallelle. Der er næppe noget andet enkeltfænomen, der har haft så stor betydning i nyhedenskabet som darwinismen. Den er den dominerende modreligion til bibelsk kristendom, og det standser den ikke, at der fremkommer stadig nye beviser for dens videnskabelige uholdbarhed.” (Poul Hoffmann)
4. Den åndelige virkelighed
De åndelige verdeners bogstavelige virkelighed (Guds og Djævelens, englenes og dæmonernes) og deres bestemmende indflydelse på politiske, sociale, kulturelle og andre forhold.
“Nu er det ikke så svært, som det har været, at gøre gældende, at der findes usynlige åndelige verdener. Der er jo denne meget omtalte åndelige opvågnen, som sjældent får kristent fortegn, men som gør, at folk ikke på helt samme måde er i rationalismens og materialismens fængsel som før i tiden. Der er en higen efter noget “overnaturligt” – det kan minde om mennesker, der har været ved at dø af tørst i en ørken og nu er parat til at drikke selv det giftigste vand, der rækkes dem. Vor opgave bliver nok mere og mere at fortælle, at der er to muligheder i de åndelige verdener: Guds rige og Djævelens rige, englenes verden og dæmonernes verden – frelsen og fortabelsen. Det er mest faglitterært, jeg har bestræbt mig på dét. I romanerne tillader jeg mig at tage det for givet.” (Poul Hoffmann)
5. Håbet om verdens forløsning
Det konkrete bibelske håb om den nuværende tidsalders afslutning ved Kristi genkomst (forventet som nært forestående) og begyndelsen på den nye og evige, hvor der ikke findes ondskab, lidelse eller død.
” … verdens undergang. Det er jo det, der ses frem til i Ny Testamente: Kristi genkomst. Det har været frygtelig fordunklet i kirkens forkyndelse gennem århundreder. Kristendommen har fået et statisk præg: Det er kommet til at stå, som om denne verden bliver ved med at være sådan, vi bliver her på dødens betingelser, og så kan vi komme i Himlen, hvis vi opfører os ordentligt osv. Men det er bare ikke det, der står i Bibelen. Ingen tvivl om, at den kristnes ånd ved døden går til Kristus i himlen, og det er salighedens begyndelse, men det er ikke slutmålet, det er en ventetid. Målet er opstandelsens dag, hvor ånden på ny personliggør stof, som det er blevet sagt. Og hvor verden bliver til det, som Gud ville fra begyndelsen. Det er dét, det drejer sig om i Bibelen, det er det kristne håb. Vi er ikke skabt til at være engle i Himlen, vi er skabt til at være mennesker på jorden, og vil vi forestille os det evige liv, som vi i Kristus er frelst til, skal vi forestille os denne gudskabte verden befriet for den besmittelse med synd og død, som Djævelen har påført den. Det kan man faktisk forestille sig temmelig langt på vej, hvis man for eksempel går ud en forårsmorgen og vender tanker og sind mod Gud.
– Det er noget, der ligger mig meget på sinde – at få det kristne håb frem i dets bibelske fylde. Jeg tror ikke, der er noget, der er vigtigere i nutiden. Hvor håbet bliver beskåret, går det meget hurtigt ud over troen også. Der er så meget forkyndelse, der minder mig om, at man møjsommeligt skubber en bil op ad en bakke i stedet for – hvis billedet ikke bliver for banalt – at komme håbets benzin i tanken. I det omfang vi rigtig kan få frem, hvad Bibelen siger om Jesu genkomst og det, der følger derefter, er der meget andet, vi slet ikke behøver sige noget om.” (Poul Hoffmann)