Sandhedens ord – eller løgnens

Når nutiden taler om det gode, mener den mange gange det onde. Sandheden er blevet korsfæstet af de store løgne, som videnskaben har bibragt os. i dette århundrede. Men sandheden er ikke død. Den er tværtimod genopstået, skriver forfatteren Poul Hoffmann i denne artikel.

Det var i 1949, George Orwell skrev sin berømte roman “1984”. Han prøvede at forestille sig, hvordan verden ville se ud i 1984. Det var ikke alle ting, han fik ret i, men alligevel en god del. Blandt andet tænkte han sig selve sproget manipuleret ind i en udvikling, hvor det kunne bruges til alt muligt; bare ikke til at sige sandheden.

Den udvikling er vi nok temmelig langt inde i nu. Alle sandhedens ord bliver tappet for deres egentlige indhold og pumpet op med et andet indhold, der tit viser sig at være det stik modsatte.

Sand sandhed
Det gælder for øvrigt også selve ordet sandhed. Når der i dag tales om sandhed, menes der næsten altid forstandsmæssig, såkaldt objektiv videnskabelig sandhed. Det er egentlig det eneste, der virkelig anerkendes som sandhed. Sandheden i egentlig betydning, den man finder, når hjertet vælger Gud, og som er forudsætningen for, at også forstanden kan føre til sand erkendelse – den sandhed anses i bedste fald for noget rent subjektivt og andenrangs; og tit nok nærmest for sværmeri og fordom, der står i vejen for den ægte sandhedssøgen.

Jeg er sandheden, sagde Jesus. Uden ham havner man i alle de løgne, som de moderne tiders store profeter har øst ud over verden i videnskabens navn. Marx, Freud, Darwin.

Kærlighed kontra kaos
Eller ordet kærlighed. Når der tales om kærlighed nu om stunder, hvor tit er det så kærlighed, der menes? Kærligheden, den absolutte erfaring i menneskelivet, dybest set identisk med livet selv. Kærligheden, Guds eget væsen, altings mening og mål.

Karakteristisk er den måde, ordet nu bruges på om forholdet mellem mand og kvinde – ofte er det bare som betegnelse for en slags relativ sympati og solidaritet og så i øvrigt seksualitet. I det moderne skilsmisse-kaos opfattes ægteskabet mere og mere som noget tidsbegrænset; der er endda forslag om, at det kun skal indgås på tid.

Den, der vil tage evigheden ud af kærligheden, aner simpelt hen ikke, hvad kærlighed er.

Og det lighedstegn mellem kærlighed og blot seksuel aktivitet – det bevirker, at ordet somme tider ligefrem bruges i forbindelse med pornografi, det stik modsatte. Antikærlighed, mord på kærligheden.

Ombytning af begreber
Når nutiden taler om det gode, mener den mange gange det onde. Jeg-dyrkelsen, manifesteringen af sit eget ego – det kaldes at “realisere sig selv”, alt det destruktive, der sejler under frihedens flag. Der findes vel ikke et ord, der bliver brugt til at besmykke så meget ondt som ordet frihed. Selv sadistiske videofilm forsvares i ytringsfrihedens navn. Terrorbevægelser kaldes for frihedsbevægelser osv.

Til gengæld kaldes det gode ondt. Lov og orden opfattes som noget, der gennemtrumfes ved politivold. Det er heller ikke alle, der nøjes med at foreslå, at ægteskabet skal indgås på tid. Nogle foreslår dets afskaffelse, fordi de ser ægteskab og familieliv som en slags uacceptabel isolation. Kirke og kristendom ses som levn af en gammel mørk overtro, der truer andre menneskers “frihed”. Jævnligt fremstilles kristendommen nærmest som roden til alt ondt.

Hvis man i dag bare siger, at mennesket står i valget mellem godt og ondt, skal man ikke gå ud fra, at det bliver opfattet i Bibelens forstand, eller bare i Tolkiens. Det kan sagtens blive opfattet derhen, at det gælder om at blive én, der har gjort sig fri af kristendommens overtro og tyranni og kan sin Darwin og stiller sig solidarisk med den internationale terrorisme i kamp mod lov og orden.

Den genopstandne sandhed
De store løgne korsfæster sandheden og deler de ord, den var klædt i, imellem sig.

“Hvad er der at gøre ved det?”, spurgte en ung, kristen for nylig. Hun havde set nogle udsendelser om kristen mission i fjernsynet. “Hvordan kan vi undgå, at kristendommen bliver lagt for had?”

Jeg svarede vist noget med, at vi må blive ved med at prøve at forklare tingene.

Bagefter vidste jeg, hvad jeg skulle have svaret:

At dengang han, som var sandheden selv, blev korsfæstet, da gjorde han ikke noget ved det.

Men han stod op af graven.

(Publiceret i månedsmagasinet Vort Folk)

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *