Bogen indeholder 7 essays, hvoraf flere er blevet trykt tidligere i forskellige blade. De er alle udtryk for analyser af tiden, og som bogens titel antyder, er de ikke optimistiske. 

I de to første essays afviser Hoffmann grundlæggende udviklingslæren, fordi den er satanisk i sit udgangspunkt. Han påpeger udviklingslærens religiøse overbygning, som gør Darwin til profet og gud. Denne tankegang følger han også konsekvent i sin analyse af feminismen i bogens sidste essay.    

Den næste artikel afdækker antisemitisme i historien og nutiden. Ikke overraskende knytter Hoffmann konceptet til den dæmoniske åndsverden, og han håber på en større forståelse mellem kristne og jøder i endetiden. Det følges op med et essay, som leger med tanken om at jøder kan frelses udenom Kirken i en skjult tro på Kristus. 

I det vigtige essay om kunst og kristendom påpeger Hoffmann den åndelige vinkel som central: at vi befinder os i den store kamp mellem Guds rige og Djævelens rige. Men dermed kan kunsten også afspejle den åndelige virkelighed og afspejle Skaberen i hans virkekraft. Han ser renæssancen som begyndelsen på en forfaldstid i Djævelens tegn. I modsætning til dette står vækkelsen, som kan danne basis for en kompetent, bibelsk baseret kunstkritik. 

Bogen slutter med måske samlingens mørkeste perspektiver i forhold til tidens syn på kærlighed. Her bliver feminismen fremhævet i sin ekstremiteter. Den sættes skarpt op mod den bibelske kærlighedsforståelse, som Hoffmann dog også finder skildret hos moderne forfattere som J.R.R. Tolkien, Johannes Jørgensen og Ludvig Holstein. 

Artiklerne kan betragtes som en videreudvikling af perspektiver i Hoffmanns verdensbillede med en skærpelse af den pessimistiske samtidsanalyse.  

Udgave

1985 Lohse