I denne folkelige kortfattede kommentarserie præsenterer og gennemgår Poul Hoffmann Højsangen fra Det Gamle Testamente i grove træk. Man kunne ønske at han havde fået mere plads til kommentarer og uddybninger, men vi bliver da præsenteret for de grundlæggende tanker, Hoffmann og andre læser Højsangen ind i.

Hans afdæmpede stil og gennemgang af skriftet skyldes nok ønsket om at holde den teologiske saglighed. Alligevel kommer nogle af hans ‘kæpheste’ frem en gang imellem. For eksempel skriver han: “den største fare, der i dag truer ved fortolkning af Højsangen [er] dog næppe, at mennesker gør sig forkerte forestillinger om en forskel på guddommelig og menneskelig kærlighed. Det er snarere, at de ikke længer kan kende forskel på kærlighed og synd i seksuallivet og derfor risikerer at tage bogen til indtægt for noget forkert” (s.223).

Hoffmann holder sig ikke tilbage for at fremhæve erotikken som en gudgiven kraft, der velsigner menneskelivet. Han skriver: “I kvindens skønhed afspejles noget af Guds egen skønhed, i kærligheden mellem mand og kvinde brænder en flamme fra Guds evige kærligheds bål. Til ham som er al kærligheds kilde og KÆRLIGHEDEN selv, vender Højsangens digter sig til sidst med en bøn om at høre hans kalden” (s.240).

Udgave

1996 Lohse – s. 217-240