Undertiden spørges der, hvilket formål kærligheden mellem mand og kvinde skal tjene. Svaret lyder så i reglen, at den skal tjene slægtens videreførelse.
To, der elsker hinanden, føler den slags overvejelser mærkelige. Er de bare i færd med at tjene slægtens videreførelse? Og skal ægtefæller, som af en eller anden grund ikke kan få børn, betragte deres ægteskab som mislykket eller mindreværdigt?
Selvfølgelig ikke. Det er en misforståelse overhovedet at spørge efter et formål med kærligheden, og derfor bliver alle svar også misforståede. Det er lige så meningsløst som at spørge efter et formål med Gud.
Kærligheden behøver ikke begrundelser. Det ligger i dens væsen at tjene, men den er ikke “tjener” for noget. Den er tværtimod kongen, som alt andet skal tjene.
Det er også, hvad menneskene har erfaret gennem alle tider. For kærligheden – eller rettere: for den elskede – har mænd og kvinder ofret alt, rigdom og helbred, navn og ære, om fornødent livet. De har arbejdet sig ihjel, indladt sig på de umuligste vovestykker og kæmpet med sand dødsforagt. De har gjort det alt sammen frivilligt og med glæde, for i kærligheden har de ikke blot fundet den absolutte mening med livet, men også dets højeste lykke.
I kærligheden mellem mand og kvinde har nogle også fundet den dybeste sorg og smerte, fordi vi i øjeblikket lever i en verden, hvor kærligheden hele tiden trues og såres af syndens og dødens kræfter. De bitreste tårer er grædt i kærlighedssorg, og somme tider er det endt i en sindsformørkelse, hvor mennesker har taget deres eget liv.
Intet tema bar spillet en større rolle i kunsten, lige fra den mest ophøjede verdenskunst til den jævneste popkunst, end kærligheden mellem mand og kvinde. Dens glæde og lyst såvel som dens sorg og smerte har fra de tidligste tider fundet stadig nye udtryk i litteraturen, billedkunsten og musikken. Meget i kærligheden kan der i virkeligheden kun siges noget om i kunstnerisk form, ikke i en faglig fremstilling. Hvor mange forstandsmæssige forklaringer man end ville komme med, kunne man ikke få sagt det, som digteren Emil Aarestrup siger i et vers »Til en veninde«:
Der er en trolddom på din læbe,
der er en afgrund i dit blik,
der er i lyden af din stemme
en drøms æteriske musik. –

[Kirsten Hoffmann er medforfatter]

(Første gang publiceret i bogen “To – nej tre!” (Lohse 1985))