Bogen skildrer det dramatiske møde mellem hovedpersonen Allan og pigen Jeanette, som han møder på en rejse i krigens skygge i 1958. Hoffmann skriver om forelskelsen og kærligheden med en glød, som sjældent når samme højder i de andre bøger. Desuden er der ualmindelig meget dialog og samtale i bogen, som gør den anderledes end det, som typisk forbindes med Hoffmanns skrivestil.  

I kærligheden mellem de to spiller en giftig fugleedderkop en stor rolle, og den kommer til at stå som et symbol på de skygger, der hviler over Jeanette og dermed kærligheden. Der indgår dybe samtaler omkring tro, død og verdens undergang – temaer, som afslører at vi har bestemt har med Hoffmann at gøre. I bogen introducerer han synet på ægteskabets forsættelse efter døden. Et synspunkt han særligt uddyber i Kærligheden ophører aldrig.    

På den anden side er bogen med sine surrealistiske skildringer og vedvarende dialog anderledes end den stil, Hoffmann ellers benytter sig af. Den fremstår på mange måder som et unikt stilistisk eksperiment. 

Bogen falder i tre dele som udtryk for en bevægelse i oplevelsen af og synet på kærligheden. Den går fra en græsk spænding mellem Eros og Thanatos (døden) over det bibelske Adam og Eva til tilværelsens Kaos og Kosmos. 

Dens endetidstema knytter sig også til Noa-bøgerne og Hoffmanns optagethed af De sidste tider. 

Udgave

1962 Unitas