[PRÆDIKEN til 12. søndag efter trinitatis: Matt 12,31-42]

Tegn fik den onde og utro slægt i Jesu samtid mange af. Hvor han færdedes, fik blinde deres syn og døve deres hørelse, lamme deres førlighed og spedalske deres renhed, endog døde fik deres liv igen. Det var alt sammen håndgribelige glimt af det Guds rige, som skal tage jorden i besiddelse, når synd og død og Djævel er borte for stedse, og klare vidnesbyrd om Jesu magt og myndighed som det riges repræsentant.
“Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne,” sagde han (Joh 14,11).
Men den slags tegn var jøderne fortrolige med, om ikke af personlig erfaring, så fra De Hellige Skrifter. Havde Elias og Elisa ikke også opvakt døde? Havde Moses ikke spaltet havet og Josva kommanderet med sol og måne?

Et stærkere tegn
Og der var noget, der krævede et stærkere tegn. Dette med Faderen – Jesus gjorde jo ikke bare krav på at repræsentere Guds rige, han gjorde krav på guddommelighed. Han hævdede at være delagtig i selve Guds væsen. De havde åbenbart ikke hørt forkert, når de mente, at han undertiden havde brugt Guds hellige navn “jeg er” om sig selv.
Her var ingen fortilfælde. De skriftkloge og farisæerne fandt, at her måtte de have et mægtigere tegn, et tegn direkte fra Himlen. Hvad det så ellers skulle være. Det største, deres fantasi rakte til, var øjensynlig noget i stil med mannaen, den himmelske føde, der på Moses’ tid havde holdt folket i live de mange år i ørkenen (Joh 6,31).
Man fornemmer Jesu suk: Israels ledere er mere åndeligt blinde og døve end dronningen af Saba og ninevitterne i Jonas’ dage. Vel, Jonastegnet skal de få, og det, så der ikke bliver noget at misforstå. Tegnet, Jesu opstandelse fra de døde. Det ultimative bevis på, at han er Kristus, den levende Guds søn (Matt 16,16).

Vi har det hele
Nyttede det så?
Ja og nej. Kirkehistorien skal ikke refereres her.
Men hvordan i dag? Hvordan modtages tegnet i den onde og utro slægt, som lever nu? Nytter det?
Vi har alt, hvad Jesu samtid havde. Vi har hans ord og gerninger, vi har hans liv og død – og hans opstandelse. Vi har det hele i Bibelen.
Der er ikke engang nogen undskyldning for dem, der ikke vil tro på Bibelen. Jesu opstandelse er det bedst dokumenterede faktum i oldtiden, endda helt uden sammenligning. Hvis vi overhovedet mener at vide noget om, hvad der skete i oldtiden, er der én ting, der står urokkeligt fast: Jesus Kristus stod op af graven.
Men vi behøver ingen historiske dokumentationer. Enhver kan personlig konstatere opstandelsens faktum, nemlig ved at møde den opstandne lyslevende, ved at lære ham at kende, ved at omgås ham.

Molboagtigt
Vor tids diskussioner om Jesus kan tit have et mærkeligt molboagtigt præg. Det er som en flok mennesker, der står uden for en mands hus og diskuterer, om manden er derinde, og om han overhovedet eksisterer. Der fremføres endeløse argumenter for og imod og ævles og kævles længere og længere ud i hampen. Jamen hvad med at gå hen og banke på mandens dør? Hvis han så lukker op og inviterer indenfor, har diskussionerne jo ende.
Jesus har selv lovet, at ingen nogen sinde skal banke forgæves på hans dør (Matt 7,7; Luk 11,9).

Her er den opstandne
Hvilken dør? Hvor er hans hus?
Før i tiden kunne man bare svare: Det er kirken. Sådan er det ikke mere. Der skal en nærmere forklaring til; ellers risikerer man at sende folk hen, hvor præsten fornægter den kristne tro fra en ende af, hvor kirketjeneren propaganderer for reinkarnationstro, og hvor der formentlig inden længe vil ligge et autoriseret ritual for vielser af homoseksuelle på alteret.
Men kirken i ordets egentlige, traditionelle betydning (“Herrens hus”) eksisterer stadig: den kristne menighed, templet af levende stene, som Dødsrigets porte aldrig skal få magt over. Dér er den opstandne til dagenes ende at finde. Dér går vejen til det evige liv.

Bank på
Jonastegnet er stadig hos os, ja. Men hvor meget nytter det?
Øjensynlig ikke så meget her på vore breddegrader. Hvor længe vil alle de folk blive ved at gøre sig selv til idioter ved at stå dér og diskutere, om manden er derinde? I stedet for at banke på?
“Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter,” sagde Kaj Munk. “Kun, om det er sandt.”

(Publiceret i Indre Missions Tidende)