KRONIK I slutningen af det 19. århundrede var provst Nouri fra den nestorianske kirke i Malabar, Indien, på besøg hos den nestorianske patriark i Kurdistan og Persien. Han besluttede, at han ville benytte lejligheden til at søge efter Noas ark på Ararat. Efter tre forgæves forsøg lykkedes det ham at finde den. Siden tog han på en foredragsturné i USA og fortalte om sit fund. Man satte ham i et galehus. For resten talte han tolv sprog flydende, havde rejst vidt og bredt i samtlige fem verdensdele og talt med de fleste af Europas regerende fyrster. Han var indehaver af hundrede titler og ledte sin stamtavle tilbage til Nebukadnesar. En formående dame, der havde hørt hans foredrag, fik ham ud igen. Han døde som biskop i Malabar. Et galehus -. Ararat er en udslukt vulkan, der ligger i tyrkisk Armenien, omtrent lige langt fra Sortehavet, Middelhavet og Det kaspiske Hav. Egnen er øde og vandfattig. Bjerget, der er synligt i vid omkreds, har to toppe: Store Ararat, der er 5.156m højt, og Lille Ararat med en højde af 3.914m. Store Ararat er dækket med evig sne, og rejsende i disse egne fortæller om det pragtfulde syn, den frembyder, når den løfter sin glitrende kuppel over horisonten. Tinden er meget vanskeligt tilgængelig, og egnen er – eller var i det mindste indtil for få år siden – ikke ganske sikker for rejsende. ”Verdensdybets kilder og himmelens sluser lukkedes, regnen fra himmelen standsede, og vandet veg lidt efter lidt bort fra jorden, og vandet tog af efter de 150 dages forløb. På den syttende dag i den syvende måned sad arken fast på Ararats bjerg, og vandet vedblev at synke indtil den tiende måned, og på den første dag i denne måned dukkede bjergenes toppe frem”. 1. Mos. 8, 2-5. Exegesen på bjerget: Legenden om Noa og hans redning er smuk, vel skikket som illustration til Guds almagt og omsorg for sin skabning. Naturligvis er den en myte, et digt, håbløst i strid med hele vor videnskabelige indsigt i og forståelse af denne jord og dens historie. Det bjerg vi i dag kalder ved navnet Ararat, kan ikke engang med sikkerhed siges at være identisk med det bibelske. I en række af de mere end 80 forskellige syndflodssagn jorden over, der kan betragtes som originale, er stedet for ”arken”s stranding nærmere lokaliseret – et nyt sted hver gang. I tider der ligger betydeligt nærmere beretningens opståen end vore dage tænkte man ikke på Ararat som et bjerg, men som et landområde af større udstrækning. Det være selvfølgelig langt fra os at sige, at den bibelske syndflodsberetning er løgn og hebraisk; usandheder i bibelen kaldes ikke løgn, men ånd. Ånden og bogstaven etc. etc. Ikke underligt, at man satte provst Nouri i et galehus. ”Han var fuldt og fast overbevist om, at han havde set arken, og han var lige ved også at overbevise andre om det.” (Frederick G. Coan, Yesterdays in Persia and Kurdistan). Så vidt exegesen på andre bjerge; Ararat har sin egen: I 1883 blev der sendt en tyrkisk kommission til bjerget for at udarbejde en rapport om nogle laviner, der havde ødelagt flere landsbyer ved dets fod. I en højtliggende bjergsø fandt folkene forenden af en eller anden gammel trækonstruktion. Is og sne fyldte den, så de kun kunne trænge et lille stykke ind i den. Omkring år 1800 var Claudius James Rich repræsentant for East India Company i Bagdad. I sin bog Residence in Koordistan, bd. 2, pag. 123 skriver han: ”Hussein Aga fastholdt overfor mig, at han med egne øjne havde set resterne af Noas ark. Han rejste til en kristen landsby, hvorfra han på en time nåede toppen ad en stejl vej. Der så han resterne af et meget sort fartøj af træ, næsten helt råddent. Der fandtes stadig nagler på en fods længde. Lige før den russiske revolution var en gruppe flyvere stationeret ved en lille midlertidig luftbase 40 kilometer nordøst for Ararat. En varm dag i august fik piloten Vladimir Roskovitsky ordre til at gå op med maskine nr. 7 sammen med en hjælpepilot for at afprøve en ny kompressor. I 5 kilometers højde satte de kursen mod Ararat og slog en stor cirkel omkring bjerget for så at foretage en glidning ned langs dets sydside. Dér, i kanten af en lille safirblå bjergsø, der var frosset til på den ene side, lå skibet. Det havde afstumpede master og en overdækket bygning foroven med en to meter bred spadseregang rundt om. Det stod på grund, og ca. 1/4 af det var under vand. På den ene side var der en stor døråbning, næsten syv meter i kvadrat. Flyverne vendte tilbage til deres base, og kaptajnen gik med op for at se, havd de havde fundet. Han rapporterede begivenheden til Moskva, og på czarens ordre blev der omgående udsendt en undersøgelsesekspedition, som tilbragte mere end en måned ved arken med at fotografere, måle op og foretage alle mulige undersøgelser. Skibet var bygget af oleandertræ og helt overtrukket med en voksagtig substans, der mindede om shellak. De nederste rum var meget store, og nogle af dem havde tømmervæge på 70cm tykkelse. Tydeligt nok hidrørte håndværket fra meget høj civilisation. Et stykke fra vraget fandt man forkullede rester af en port, der manglede på fartøjet, formodentlig spor af det brændoffer, Noa bragte Herren efter sin redning. Rapporten blev sendt indsendt til czaren, men få dage senere udbrød den russiske revolution, bolchevikkerne overtog magten, og materialets senere skæbne er ukendt. Roskovitsky flygtede til USA, hvor hans historie kom frem i pressen mellemkrigsårene, hvorefter den vandrede verden rundt i aviser, tidsskrifter og radioudsendelser. (Beretningen som her gengivet i al korthed bygger på en artikel af W. J. Fraser Hutchesen i Edinburghtidsskriftet Chamber’s Journal i 1948. I H. T. Wilkins Secrets Cities of Old South America, London 1950pag 399 nævnes, at Moskva radio den 9. august 1947 havde en udsendelse om opdagelsen af arken. En forespørgsel, som en dansk teolog i begyndelsen af 1956 rettede til statsbiblioteket i Leningrad, er forblevet ubesvaret). Under sidste krig kom to australske flyvere ind i en lille beværtning i sydengland, satte sig ved bar’en og viste nogle snapshots af Noas ark; billederne var taget med et almindeligt lille fotografiapparat. Ved lejlighed skal jeg se at få opsporet, havd det var for en beværtning; det må være et paradisisk sted: der var ingen, der røbede mere end forbigående interesse for billederne – det stod jo i bibelen, at Noas ark lå på Ararat, så hvad mystisk var der ved det? I en udsendelse i den australske radio blev det hævdet, at en ung dame fra Bowral, New South Wales, under krigen skrev og fortalte, at hun kendte en pilot i RAF, der havde fløjet over Ararat og set arken. Han blev imidlertid dræbt kort efter. Man kunne fylde et galehus med folk, der på tryk har dristet sig til at hævde, at Noas ark ligger på Ararat den dag i dag, så stor som en oceandamper. Beretningerne spænder fra historikeren Josephus ca. 100 e.Kr. (Antiquities of the Jews, 1. bog, 3. kap. vers 5 og 20. bog, 2. kap. vers 2) til redegørelser fra de seneste år. I muhammedanernes ældgamle hovedhelligdom i Mekka fandtes – og måske findes endnu – flere planker, der hævdes at stamme fra arken (Aly Mazahéri: So lebten die musselmannen im Mittelalter, Stuttgart 1957, pag. 35), og der forek´ligger flere andre vidnesbyrd om relikvier af træ fra vraget. – En forhenværende embedsmand ved den britiske ambassade i Theran, Egerton Sykes, der selv har ledet en resultatløs eftersøgningsekspedition til Ararat, har samlet ca. 30 passager fra litteraturen (Egerton Sykes, Noa’s Ark: The Secret of Mount Ararat, Atlantis vol. 1, nr. 6, London 1946), adskillige hidrørende fra personer, der selv vil have set enten vraget eller brudstykker deraf. I 1948 rapporterede kurdiske bønder, at de havde set noget, der lignede omridsene af et skib, højt oppe på bjergsiden, hvor store nedsmeltninger af hærdet sne havde fundet sted, og en tyrk ved navn Reshet ville samme år have set brudstykker af arken. Adskillige gange har man taget initiativet til en nærmere undersøgelse. Provst Nouris beretning foranledigede en gruppe belgiske forretningsspekulanter med sans for realiteter på godt og ondt til at lægge planer for at trænge frem til skibet, dele det i stykker, der bekvemt kunne transporteres, og lade det samle igen på Verdensudstillingen i Chicago i 1893. De regnede med, at arken alene kunne sikre udstillingens sukces, og senere kunne man finde et passende sted at opbevare den i USA. Det hele strandede på politiske og transportmæssige vanskeligheder, noget, der har gentaget sig senere. Ararat ligger i et politisk højspændt område, på grænsen mellem Tyrkiet, Sovjetunionen og Persien. En amerikansk ekspedition vendte hjem med uforrettet sag i 1949. Franskmanden Fernand Navarra, der er blandt de ivrigste søgere (han handler til daglig med gammelt jern i Bordeaux), har i de sidste år organiseret flere ekpeditioner til bjerget. Resultaterne har været først en ikke meget sigende bog (L’Expedtion au Mont Ararat, Bordeaux 1953), derefter et fotografi taget i 4.200m højde, som angives at forestille arkens skygge under et islag, og endelig, i 1954, en svær, trøsket bjælke, som Navara med en halsstarrighed, der er lige til galehuset, hævder er hugget løs fra selve det 160m lange vrag, hvilket han vil have fundet i en gletscherspalte, hvor han for nærværende bereder sig på at undersøge det nærmere sammen med ovennævnte Egerton Sykes. Om jeg vil hævde, at Noas ark ligger på Ararat den dag i dag? Man kunne hænge en mand på de vidnesbyrd, der foreligger for tilstedeværelsen af dette skib. I virkeligheden er der adskillige, der er blevet hængt på færre indicier end disse. Men jeg skal ikke være til grin. Jeg tror på udviklingslæren som på selve Pilt-down-manden. Ararats hemmelighed er en anden: Sagen er jo nemlig den, at der ikke er noget synderligt mærkeligt ved, at man finder et vrag på en bjergskråning, og da slet ikke i vulkanske egne. I Andesbjergene fandt man en mægtig ruinby (Tiahuanaco) i omtrent samme højde, under så ugunstige naturforhold, at man med sikkerhed kan sige, at ingen ville drømme om at anlægge en storstad dér. Mangfoldige andre steder har man fundet store skibe langt fra havet, og i Michigan fandtes skeletterne af to hvaler oven på istidsaflejringer, hvor de ifølge logikkens love kun kan være blevet anbragt af en syndflod af antagelige dimensioner. Der er fundet levninger af højt udviklede kulturer i Sibirien og Alaskas isørkener, dynger af sammenblandede flodheste, sælhunde, krokodiller og rensdyr i højtliggende klippehuler i England og spor af tropisk plantevækst på Svalbard i Det nordlige Ishav. Ingen af alle disse heldige findere er blevet sat i galehus. Det behøvede heller ikke at volde store kvaler at finde en eller anden nødtørftig forklaring på skiber på Ararat, hvis den historie om Noa blot ikke havde stået i bibelen. Hvad der står i den bog, kan vi ikke tro, koste hvad det vil. Hvad der stemmer med den, kan man ikke forlange, vi skal tage alvorligt. Lad være, at der ligger et skib på Popocatepetl eller Fusijama eller Himmelbjerget, men kommer der nogen og fortæller os, at han har fundet et på Ararat, tager vi ham i Guds navn i forvaring. Troede denne Nebukadnesars efterkommer, at vi i dyre om domme og gennem flere menneskealdre påviser Noa-mytens rørende, men ubehjælpsomme og primitive oprindelse, blot for pludselig at få at vide, at der ligger et skib på Ararat? Hvad er det for en ukristelig tanke! Vor fine nye teologi på prædikestolen, fornægtelsen af syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv – Og vindens tuden i et mægtigt vrag, hvor aftensolen forgylder den evige sne på Ararats top. En damebridge – og en brølende løve. Den må for enhver pris holdes ude. Den æder det hele.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)